Sven Hagen Jensen

Ugens oase

I det centrale Niger i Vestafrika midt i det ørkenprægede Sahara-landskab ligger Timia-oasen med alle de elementer, man forventer af en klassisk oase – vegetation og liv midt i det døde ørkenlandskab. Ikke en endestation, men snarere et åndehul for de rejsende, som skal videre på deres rejse ud i det barske landskab.

Netop fordi Timia-oasens frugttræer er et særsyn midt i ørkenlandskabet, får frugterne på de vajende citrus- og granatæbletræer den trætte rejsende til at glemme alt om ørkenens strabadser. Derudover har Timia-oasen et netværk af frodige haver, der forsyner området med friske grøntsager og krydderurter.

At begynde med overskud

I en leder i ugeavisen Udfordringen i januar 2017 skrev redaktør Henri Nissen om at arbejde ud fra hvilen og ikke omvendt.

I den bibelske fortælling, begynder du med hvilen, og derfor begynder du med et overskud. Du er frisk, når arbejdet begynder. Men de fleste af os tænker nok på weekenden som en hvileperiode, der kommer EFTER alt arbejdet. Vi slider og slæber, og så slapper vi af. 

Menneskets urhistorie, som vi finder den på Bibelens første sider, giver os en dyb indsigt, som kan være retningsgivende for et mere afbalanceret og velgørende liv.

Her er det ikke arbejdet og præstationen, der definerer vores værdi.

Glæden over det skabte

For Guds vedkommende var hvilen afslutningen på veludført arbejde, og nu kunne han glæde sig over resultatet. ”Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Så blev det aften og derefter morgen. Det var den sjette dag” (1 Mos 1,31, BHD). Derefter, på den syvende dag, indstiftede han hviledagen, som han velsignede og helligede. Men for mennesket var det noget helt andet. Det første menneskepar blev skabt på den sidste af skabelsesdagene, efter at alt det andet var skabt. Menneskene, skabt i Guds billede, blev nu også givet ansvaret for at passe og pleje Guds gode skaberværk. Gud skabte jorden, for at mennesket skulle få glæde af den. 

Gud var skaberen, og mennesket, som en del af det skabte, var friske og klar på opgaven. Men det første, de skulle opleve, var en hviledag sammen med deres skaber. De var ikke trætte eller udmattede, hverken fysisk eller mentalt. Alt var gjort. Alt stod parat, da solen gik ned den sjette dag.

De begyndte med overskud. De skulle ikke restituere ømme muskler eller trætte sind. De skulle ikke komme til kræfter for at gå tilbage til trædemøllen igen næste dag. De begyndte deres liv med at modtage og takke og glæde sig. Livet var en gave fra Skaberens hånd.

Vores sande identitet

Gud havde givet de første mennesker alt, hvad de havde brug for. De behøvede ikke at spekulere på, om de var gode nok. Om de ville slå til. De vidste, de var elskede. Det var som at få morgenbakken sat ind på sengen og vågne op til en bekymringsfri dag i sommerhuset. En dag til glæde og overskud.

En dag, som ikke blev forstyrret af et hasteopkald fra arbejdsgiveren eller påmindelsen om en stilopgave, der skulle ligge færdig mandag aften. De første mennesker begyndte med hvilen, for derefter at tage fat på arbejdet.

Deres identitet var derved knyttet til hvilen og fællesskabet med Skaberen i stedet for arbejdet. De begyndte med at være, førend de skulle tænke på at gøre. Gud satte dem ikke til at vogte Edens have og dyrke den, førend han havde haft anledning til at være sammen med dem, og de lærte hinanden at kende. 

Det udviklede deres identitet at vide, hvem de var, og hvor de hørte til.

Vores identitet er bevidstheden om, hvem vi er, og hvor vi hører til. Hviledagen er fællesskabets dag, hvor vi knytter bånd og finder vores sande identitet. Vi forstår det måske bedst, når vi betragter jødedommen og deres fejring af sabbatten, og hvordan den netop har bevaret deres identitet som jøder over århundreder. ”Det var ikke Israel, der bevarede sabbatten, men sabbatten, der bevarede Israel.” 

Tidens centrum

Thomas Sjödin skriver så levende om hviledagsforståelsen: ”I jødedommen er sabbatten en slags tidens centrum, den tid, fra hvilken al anden tid udgår – en sjælens Greenwich, om man vil… Sabbatshvilen er hvilen, der er fuld af venner, minder, mad, samtaler, eftertanke, impulser, humor, leg, glæde og sanselighed. Sabbatten er den hvile, der er fuld af, hvad jeg vælger at kalde ’Gud’. For her findes en dimension af åndelig fordybelse, der ikke skal undervurderes. Altså, det drejer sig om en hvile, som er noget ganske andet end tømmermændene efter overforbrug af arbejde og aktiviteter… Det er min tese, at en dag om ugen gør noget ved de andre dage… og at en dag om ugen kan blive et redskab til at genvinde de menneskelige kvaliteter, der kun kan vokse med tiden. En dag bliver vi stille, så stille, at vi kan opdage de svage stemmer inde i os og huske på den visdom, der gør vores arbejde og stræben frugtbar. Det er, når vi hviler, at vi forstår, hvorfor vi skal hvile.” (Thomas Sjödin: Det sker, når du hviler, s. 43-46).

”En dag om ugen gør noget ved de andre dage.”

Ja, ved at give tid til ro, refleksion og fællesskab, finder man nyt overskud til at møde hverdagens udfordringer og krav. Her mindes vi om vores sande tilhørsforhold, og vi behøver ikke lade os diktere eller distrahere af konkurrencesamfundets ønsker.

Liv med overskud

Kunne det tænkes, at Guds oprindelige plan for hvile og arbejde alligevel kunne fungere, også for os? Ville vores arbejdsliv og selvforståelse se anderledes ud, hvis vi begyndte arbejdsugen med at minde os om, at vi er Guds værdifulde børn? At vi mindede os selv om, at vi ikke ligger i konkurrence med hinanden om, hvem der er bedst? At vi hviler i bevidstheden om, at vores evner og kræfter er designet til de opgaver, der bliver givet til os? At vi glæder os over, hvem vi er skabt til at være og tager det med ind i vores arbejdsuge?

Det var Adam og Evas udgangspunkt. Hverken dem selv eller deres arbejde definerede, hvem de var. De var mennesker, skabt i Guds billede.

Men synden kom ind og tanken spredte sig i deres sind: Vi vil selv bestemme, hvem vi er. Tilliden til Gud røg ud ad vinduet – relationen fik et knæk. Kampen mellem kønnene og mellem forældre og børn voksede.

Harmonien erstattedes af konkurrencen og status. Hvem er nummer et, og hvem scorer de største gevinster? Det handler om at overgå hinanden.

Vi benytter tilmed måske hvileperioden i weekenden eller på ferien til at lade op, så vi kan klare os igennem den næste periodes kamp og konkurrence. Den enes død, den andens brød.

Weekenden bliver ikke engang til reel hvile. Her er der ofte nok at lave. Familiebesøg. Et nyt brev i e-boksen. Ukrudtet i haven, der skal luges. Oprydningen, der venter.

De reparationer og det malerarbejde, der ikke blev tid til i årets løb. Der er gode grunde til, at folk rejser bort for at holde ferie.

En meningsfuld arbejdsuge

Men hvad nu, hvis du lader pligterne hvile? Slår mobilen over på lydløs.

Glemmer alt om Facebook, Twitter og Instagram. Tager familien med i skoven. Går en tur ved stranden. Spiser et dejligt måltid sammen. Lader snakken gå. Finder ro og fordybelse med en bog. Eller blot lader tankerne vandre.

Vi havde et sommerhus ved Vordingborg, som vi kaldte ”Oasen”. Det var vores fristed, hvor vi kunne glemme arbejdslivet og lade op. Vi var forfriskede, når vi tog hjem. Jeg tror, at selv i dag og måske netop i vores fortravlede verden kan en ugentlig hviledag, en sabbat, blive et kraftcenter. Det, der får en krævende arbejdsuge til ikke blot at blive tålelig, men meningsfyldt og med plads til andre og større værdier.