Sabbatten og de første af Jesu tilhængere

Jesus første tilhængere var jøder, som var vokset op med helligholdelsen af ugens syvende dag, sabbatten. Der var aldrig nogen tvivl hos dem om, hvilken dag der var den rette helligdag.

Når de fulgte Jesus og hørte på hans undervisning, blev de bekræftet i deres egen tro på Skriften og Guds Ti Bud, om hvilke Jesus bl.a. sagde, ”Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falde væk.” (Luk 16,17). Ved selvsyn kunne de observere, hvorledes Jesus hver sabbat efter sin sædvane gik ind i synagogen for at deltage i gudstjenesten (Luk 4,16). Når spørgsmålet om sabbatten overhovedet kom op, var det i diskussioner mellem Jesus og farisæerne om, hvad der var tilladt at gøre på sabbatten. Og her afveg deres læremester fra de skriftlærde, som i deres iver fokuserede mere på lovens ydre former end på lovens hensigt og indhold. Jesus derimod understregede, at det var ”tilladt at gøre godt på sabbatten” (Matt 12,12). Ligeledes, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbatten skyld.” (Mark 2,27). Jesus lagde her vægt på menneskets værd, såvel som sabbattens universelle anvendelse, og satte derved en præcedens for al fremtidig sabbatshelligholdelse. Han føjede til, ”Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten” (v. 28). Jesu tilhængere så hen til Jesus som deres Herre og Mester, og hvad han lærte og satte som forbillede for dem, blev det, som de gennem deres forkyndelse og eksempel gav videre til efterfølgende slægter.

Ikke på noget tidspunkt, mens Jesus var iblandt dem, var der nogen antydning af, at den syvende dags sabbat, som han selv som skaber og herre havde indstiftet og helliget ved jordens skabelse (1 Mos 2,1-3; 2 Mos 20,11; Joh 1,3; Hebr 1,2), var blevet eller med hans velsignelse ville blive ændret. Tværtimod. Ved hans død overholdt hans efterfølgere nøje sabbatten og holdt sig stille efter lovens bud. Selv Kristus hvilede sabbatten over i sit gravkammer og opstod først, da det gryede mod den første dag i ugen.

Ej heller antydede Jesus på nogen måde, at han ville give andre autoritet til at ændre på Guds hellige lov, som i Skriften betegnes som fuldkommen (Sal 19,8). Med dette udgangspunkt, fulgte Jesu første tilhængere trofast og ydmygt i deres Herres fodspor.

Efter Jesu død og opstandelse

Gav Jesu død og opstandelse anledning til en ny fortolkning og praksis af sabbatsbuddet blandt de første kristne? Erstattede søndag, den første dag i ugen, sabbatten, den syvende dag i ugen, som helligdag? Der er ikke noget i det Nye Testamente, der blot tilnærmelsesvis lægger op til en sådan ændring. Ikke en eneste bibeltekst frem til den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, foreslår eller antyder, at søndag, den første dag i ugen, blev fejret eller helligholdt. Det ville også være fuldstændig imod hviledagens oprindelige hensigt, nemlig at den skulle være et minde om Gud som vores skaber og frelser.

”Husk sabbatten og hold den hellig… For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han”
(2 Mos 8.11; se også 5 Mos 5,13 og Åb 14,7b)

I Apostlenes Gerninger kan vi følge nogle af de første af Jesu tilhængere i deres forkyndelse og mission, som også omfattede ikke-jøder efter at forfølgelse var brudt ud i Jerusalem.

En af de ivrigste forkyndere var den nyomvendte Paulus. På hans missionsrejser blev sabbatten nævnt gentagne gange. Da han sammen med Barnabas kom til Antiokia i Pisidien, står der i ApG 13,14.15, at ”på sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: ’Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!’” Paulus var ikke sen til at benytte anledningen og fortalte frimodigt og med overbevisning om den opstandne frelser. Forsamlingen ville gerne høre mere. ”Da de gik ud, bad man om at måtte høre om dette igen den følgende sabbat” (v. 42). ”Den følgende sabbat var næsten hele byen kommet sammen for at høre Herrens ord” v. 44). Det var ikke blot jøder, der var til stede, men store dele af den hedenske befolkning. Og da Paulus og Barnabas frimodigt forkyndte, at også ikke-jøder kunne frelses ved tro på Jesus, blev der glæde i byen. ”Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro” (v. 48). – Når Paulus og hans ledsagere kom til et nyt sted, besøgte de først synagogen. Dels fordi, de selv var overbeviste sabbatsholdere og ønskede at deltage i gudstjenesten, men også fordi de vidste, at de havde en forsamling dér af både jøder og ikke-jøder, som kunne bruges som udgangspunkt for deres forkyndelse af evangeliet. Det næste sted, de besøgte var Ikonion. Her gik ”Paulus og Barnabas ligeledes ind i jødernes synagoge og talte sådan, at mange jøder og grækere kom til tro” ApG 14,1.

Da Paulus senere på sin anden missionsrejse sammen med Silas nåede til Filippi i Makedonien (det nuværende Grækenland) ledte de forgæves efter en synagoge, men opsøgte stadigvæk folk, som tilbad på Herrens helligdag.

”På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet”
(ApG 16,13)

Også her resulterede Paulus’ undervisning i omvendelse til tro på Jesus. I ApG 17,1.2.4 på samme rejse finder vi endnu et interessant eksempel på Paulus’ holdning til sabbatten, ”De rejste gennem Amfipolis og Apollonia og nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge. Efter sin sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra skriften… Nogle af jøderne blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas, og det gjorde også mange gudfrygtige grækere og ikke få fornemme kvinder.” Videre på sin rejse kom Paulus til Korinth. Det var i år 54 e.Kr. – 23 år efter korset og opstandelsen. Her skriver den inspirerede forfatter: ”Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere” (ApG 18,4). Der var modstand blandt nogle af jøderne. Men så flyttede Paulus sine møder til synagogeforstanderens hjem i bygningen ved siden af, og ”synagogeforstanderen Krispus og alle i hans hus kom til tro på Herren. Også mange af korintherne hørte og troede og blev døbt” (v. 8). ”Så boede Paulus dér i halvandet år og underviste om Guds ord iblandt dem” (v.11). I de tekster, vi har henvist til, er der nævnt 84 sabbatsmøder, som Paulus holdt med både jøder og hedninger over en periode på 10 år, og selvom han lagde stor vægt på Jesu død og opstandelse i sin forkyndelse, er der ikke noget tegn på, at han skulle have tilskyndet til helligholdelse af søndag eller nogen anden dag end syvendedags sabbatten.

Apostlen Johannes skrev den sidste bog i Bibelen omkring 90-95 e.Kr., mens han under Kejser Domitians forfølgelse af de kristne var forvist til øen Patmos. Her åbenbarede Gud sig for ham i et syn på Herrens dag (Åb 1,10). ”Herrens dag” var her en klar henvisning til sabbatsdagen, som er omtalt i Esajas som ”Herrens hellige dag” (Es 58,13). Johannes lagde vægt på, at han fik sit syn på denne specielle dag. Og mon ikke det er nævnt for at bekræfte, at den bibelske helligdag stadigvæk var gældende. Dette understreger igen, at der er fuld overensstemmelse mellem Bibelens lære og de bibelske forfatteres praksis. Det nye Testamentes helligdag er den sabbat, som Jesus selv havde indstiftet ved skabelsen og helligholdt på jorden, da han viste os, hvorledes den skulle holdes. Hans første tilhængere, som oplevede hans død og opstandelse, veg ikke fra hans fodspor, men tog den bibelske hviledag med sig, hvor de tjente, og gav den videre til kommende slægter.