Sabbatten er grøn

Vores tids store behov

Sabbatten er grøn fordi den forkynder håb ind i det apokalyptiske katastrofescenarium, der efterhånden tegner sig mere og mere tydeligt i alles bevidsthed – her tænker jeg naturligvis på klimaforandringerne. Hermed taler sabbatten med en stemme fra tidernes begyndelse om et budskab ved tidernes ende. Sabbatten bliver en sandhed for denne tid. En tid, som klimaforandringerne antyder kunne blive de sidste tider.

Fra lovreligion til skabelsesfest

En kristen praksis med at helligholde den syvende dag kan let blive misforstået som om man bøjer sig under en gammeltestamentlig lovreligion. Sabbatten som lov, må ikke overskygge sabbatten som fest. Den tyske teolog Jürgen Moltmann kalder med rette sabbatten for ”skabelsens fest”.

Tid og rytme

Vi må tilbage til begyndelsen for at begynde rigtigt. Når vi læser skabelsesberetningen i 1 Mos 1, hvad er så pointen med, at der i det hele taget tales om dage? Gud kunne jo som Augustin et sted har sagt, skabe alt på et øjeblik, hvis han ville. Men fortællingen fremstiller det som et gradvist forløb på 6 dage. Fortællingen struktureres omkring vendingen: ”Det blev aften og det blev morgen den første dag” osv.

Vi skal lægge mærke til, hvad det er Gud skaber – nemlig et økosystem. Han giver samtidig en grundlæggende ramme, inden for hvilken dette økosystem kan fungere. Her er tid og rytme afgørende. Dagen er i sig selv en rytme. Aften og morgen. Dag og nat. Det er en rytme, der allerede i sig har elementet af hvile. Der er lagt en pause ind mellem dagene. Rytmen mellem arbejde og hvile er ikke fuldstændig. Hvis alt bare fortsatte uafbrudt i rytmen arbejde om dagen, og hvile om natten uden en ugentlig pause, ville der mangle noget afgørende. Den syvende dag er sat helt og aldeles af til hvile.

Skaberværkets godhed

Efter hver dag så Gud, på sit skaberværk, at det var godt. Efter den sjette dag så han at det var meget godt. Her så han ikke bare på det, han havde skabt den sjette dag – men på alt han havde skabt i hele skabelsesforløbet. Der var altså en harmoni og en helhed, som gjorde, at det var meget godt.

Til sidst efter de seks dage står der:

”Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt.”

Vi har altså her et grundlæggende syn på skaberværket: Det er godt. Men vi må huske, at det hebræiske ord tob har også betydningen ”smuk, hensigtsmæssig og harmonisk”.

Der er altså en udvikling i fortællingen, der hedder godt -> meget godt -> fuldendt.

Når vi tænker på Guds skaberværk som fuldendt, så må samtidig sige, at der i skaberværket er indlagt en livskraft, som gør, at det til stadighed udvikler sig. Det gode – ja, meget gode – og fuldendte skaberværk er ikke noget statisk. Tværtimod lægger Gud en frugtbarhed ind i sit skaberværk. ”Jorden frembragte grønt” står der i 1 Mos 1,12. Gud har skabt det sådan, at jorden frembringer liv og det fortsætter den med. Og han har givet dyr og mennesker en evne til at blive frugtbare og talrige.

Sabbatten er en fejring af denne fuldendthed, hvor livskraften i naturen er til stede og til stadighed aktiv – givet af Gud.

På de seks dage møder vi den skabende Gud. På den syvende dag møder vi den hvilende Gud.

Hvis ikke vi havde sabbatten, så var naturen bare noget, der til uden afbrydelser eksisterede i en uendelig rytme med dag og nat, hvor frugtbarheden bare buldrede derudaf, og menneskets opgave til stadighed var at være i færd med at underlægge sig jorden og høste dens frugter.

Sabbatten er en pause i denne rytme. Gud går fra at være den, der skaber til at være den, der hviler og glæder sig over skaberværket.

Jürgen Moltmann skriver:

“Det er umuligt at forstå verden korrekt som skaberværk uden en ordentlig forståelse af sabbatten. I sabbatsstilheden griber mænd og kvinder ikke længere ind i miljøet gennem deres arbejde. De lader det være helt Guds skaberværk. (…)”

“Sabbattens fred er først og fremmest fred med Gud. Men denne guddommelige fred omfatter ikke kun sjælen, men også kroppen; ikke blot for enkeltpersoner, men familie og folk; ikke kun mennesker, men også dyr; ikke levende ting alene – men også som skabelseshistorien fortæller os – hele skabelsen af himmel og jord. Det er derfor sabbatsfreden også er starten på den fred med naturen, som mange mennesker søger i dag, i lyset af den stigende ødelæggelse af miljøet. Men der vil aldrig blive fred med naturen uden erfaringen og fejringen af Guds sabbat.”

(God in Creation, s227)

Skabelsesberetningen har et stærkt tema om, at Gud deler ting op. Han skiller tingene ad, så de er forskellige. Der bliver en dualisme mellem modsætninger: Lyset og mørket. Vandene over og under hvælvingen. Havet og landjorden. Dag og nat. Mand og kvinde. Og så ikke mindst arbejdsdage og hviledag.

Den syvende dag skiller sig ikke bare ud fra de seks skabelsesdage – den er klimakset på fortællingen.

Menneskets opgave og identitet bliver defineret i skabelsesberetningen. Naturen skal ikke bare forstås som menneskets forrådskammer – nej vi er forvaltere af naturen. Forvalter eller husholder kan i det græske sprog betegnes ordet oikonomos. Læg mærke til at ordet oikos går igen i ordene forvalter/økonoma, økonomi, økologi. Når det er skaberværket, der skal forvaltes, bliver økonomi og økologi fuldstændigt integrerede begreber.

Det skel der sættes i teksten mellem skaberdage og sabbatsdag bliver også et skel i forståelse af Guds interaktion med verden. På skaberdagene er Gud skaber. På sabbatten er han den hvilende Gud. Han er ”den, der er” (Yahweh). Heri ligger også Hans hvilende nærvær i den skabte verden. På de seks skabelsesdage er Gud den, der kalder naturen til live. På sabbatten er han helt enkelt til stede med sit hellige nærvær. Derfor bliver menneskets interaktion med naturen også forskellig på arbejdsdagene og sabbatten. På arbejdsdagene skal mennesket pleje og anvende naturen. På sabbatten skal mennesket ophøre med denne indgriben i naturen og i stedet være til stede i naturen og blive mindet om dens skaber.