Artiklen er skrevet på baggrund af kurset: ‘Et godt hvil’ af Gunnar Pedersen 

Livet i overhalingsbanen

Så hvad er det for en verden, vi lever i? Vi lever i noget, vi kan kalde et højhastighedssamfund. Vi skal præstere, og vi er i konkurrence. Enten som individer mod hinanden, som virksomheder i konkurrence med andre virksomheder eller som nationer og kulturer i konkurrence mod andre nationer og kulturer.

I vores kultur praler vi næsten med, hvor lidt søvn vi kan klare os med. Vi tager en powernap for at skyde trætheden til hjørne. Lige 10 minutter på langs, så kan vi være på fuld kraft igen! Hele tiden på forkant. Målbevidste, fokuserede og udrykningsklar – 24/7. Ellers bliver vi nok overhalet af flittige kinesere. Truslen om vores nederlag lurer konstant i horisonten. 

Ubønhørlige markedskræfter

Markedskræfterne styrer os. Nærmest som en ”gud” driver disse kræfter os mod mere arbejde, større produktivitet, mere effektivitet og større profit. Kræfterne er ubønhørlige og hårde at tjene. Her er der ingen kære mor. Der skal være mere vækst, selvom vi ikke længere ved, hvornår og hvordan vi skal finde tiden til at bruge pengene? Fleksibilitet, innovation, omstillingsparathed, effektivitet, robusthed er efterspurgte. Er du ikke med på vognen, er du ude. Innovative evner og effektivitet er kvaliteter, der må fremgå af dit CV, hvis du har ønsker om at avancere.

Hvis du ikke selv er mærket af det, fordi du har passeret præstationsalderen, er dine børn eller børnebørn måske mærket af det. Vi er ved at miste hvilen, og vores kultur begynder at vise tegn på træthed og udmattelse. Nogle taler ligefrem om, at vi er ved at have sejret os til døde. Det at hvile virker nu om dage som ren luksus. 

Vi kan ikke leve af brød alene

For snart 3.500 år siden skrev Moses: ”at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund” (5 Mos 8,3). Det var den samme visdom, Jesus citerede, da han blev fristet af djævelen i ørkenen efter at have fastet i fyrre dage (Matt 4,3-4). Måske er det på tide, at vi standser lidt op og stiller os selv spørgsmålet, hvad Moses og Jesus egentlig mente? 

Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.

Det er en måde at sige, at livet og overlevelse ikke er betinget af, hvor meget du kan producere. Det er derimod betinget af Guds velvilje og omsorg.

Fremskridt tvinger os i knæ

I den verden, vi har skabt, viser mennesker tegn på træthed og udmattelse. Stress, depressioner, angstneuroser og udbrændthed. Selv børn helt nede i børnehavealderen får psykologhjælp for at kunne klare presset. Forældre ønsker selvfølgelig det bedste for deres børn, men kulturen, vi har skabt, skaber ’tabere’ og ’vindere’. Vi ruster derfor børn til at blive vindere og ikke tabere i konkurrencen med de andre børn. Hvordan kom vi hertil?

Filosofien med det hårde slid nåede med de moderne tider helt nye højder. Allerede for 400 år siden forudså Francis Bacon, at den teknologiske og videnskabelige udvikling ville gøre os i stand til at beherske naturen og bryde det tyranni, som naturen hidtil havde udøvet over os. Bacon udtalte, at den gamle forbandelse ”i dit ansigts sved skal du spise dit brød” fra 1. Mosebog ville blive brudt. Værktøjerne til at genvinde herredømmet ville komme.

Identitet gennem arbejde

Karl Marx og Adam Smith lærte os, at homo-økonomikus, det økonomiske menneske, kan bemægtige sig kontrollen over naturen og derigennem skabe paradiset på ny, hvor der vil være rigelighed af alt – ”rigeligt med brød”. Her ser vi altså den filosofiske baggrund for, hvorfor vores verden fungerer, som den gør. Verden er meget anderledes, end den plejede at være, men udviklingen gik videre, end vi troede. Et tyranni blev blot afløst af et andet.

Vi har teknologien – men forbandelsen er stadig ikke brudt – vi slider og slæber fortsat.

Vejen frem er fortsat produktion, skabelse, arbejde. Men det er et arbejde, der ikke længere i snæver forstand sikrer os brød på bordet, fordi vores produktion og arbejde handler mindre og mindre om at producere nok mad til alle. 

Arbejde er det, der giver os identitet som mennesker. Vi spørger ikke: ”Hvem er du?”, men ”hvad laver du?” Det er arbejdet og uddannelsen, der former dit åndsliv eller livssyn. Derfor er alt, der ikke er produktivt og ikke giver mere brød eller anden velstand, uden reel betydning. Det er arbejdet, der gør os til mennesker. Homo-økonomikus er tidsånden i en nøddeskal. Vi opgør det meste i en enten sort eller rød bundlinje. Overskud eller underskud.

”Arbeit macht frei” – arbejde gør dig fri – lød det fra nazisterne i Auschwitz og de andre koncentrationslejre som hån mod de indsatte. Vi arbejder os fortsat næsten ‘frivilligt’ til døde med dertilhørende sundhedsproblemer – for at kunne holde fri i weekenden og komme på skiferie og ned til varmen næste sommer. Åndsvidenskaberne, som på engelsk kaldes ”liberal arts”, er der ikke penge i, altså skæres de fra.

Jesus havde et langt bedre budskab: ’Sandheden skal gøre jer frie’. (Joh 8,32).

Hvilen er en mangelvare

Selv har jeg i mit eget arbejdsliv haft følelsen af ikke at have tid – nok. Hele tiden har jeg skullet videre og videre. Jeg skal gøre det, og jeg skal klare det. Har jeg et øjeblik til overs, hører jeg spørgsmålet i mig selv: ”Spilder jeg tiden?” Den dårlige samvittighed kommer som en anden slavepisker og fortæller mig, at jeg spilder tiden, hvis jeg ikke er i gang.

I mange år har jeg måttet stå op kl. 3 om morgenen
og begynde at forberede mig for at følge med og være på forkant med tingene. For når klokken blev 7, begyndte telefonerne at kime og andre forstyrrende ting. Så tanken har strejfet mig: Hvad nu, hvis jeg står op kl. 2?

Jeg vil derfor påstå, at vores 24/7-kultur ligner opskriften på et liv på vej mod sammenbrud.

Så vi må stille os spørgsmålene: Hvor er hvilen? Hvorfor skal vi hele tiden være i gang? Er hvilen, som et forsømt område, nu også virkelig så livsnødvendig? Eller er det måske i virkeligheden hviletiden, der er med til at forme mig som menneske?

Hjernen på overarbejde

Den svenske præst og forfatter, Thomas Sjödin, har skrevet en anbefalelsesværdig bog: ”Det sker, når du hviler”. Her antyder han, at når det kommer til stykket, så er det at hvile hemmeligheden bag et bæredygtigt liv. 

Peter Lund Madsen, Hjerne-Madsen, havde en udsendelses-
række på DRK – ”Superhjerner”. Den første havde med søvnløshed at gøre, den næste med angst og den tredje omhandlede stress. Han henviste til WHO, som hævder, at stress vil være en af de største sygdomsbyrder i år 2020 i den vestlige verden. De unge vil blive hårdest ramt. Men hvorfor begynder unge mennesker at gå ned med stress og blive fuldstændigt lammede?

Peter Lund Madsen antyder, at det er konsekvensen af vores 24/7-livsstil. Vi sover mindre, vi sover dårligere, og hjernen overbelastes, når vi skal være i gang hele tiden. Hjernen hviler aldrig.

“Før den digitale revolutions gennembrud havde arbejdet en mere fysisk karakter. Arbejdet var simpelt med samlebånd og fysisk arbejde. Rutinearbejde uden den store hjerneaktivitet.

Hænderne kørte bare. Men i dag kræver flere og flere jobs tankemæssig koncentration. Derudover flyder arbejdsliv og privatliv sammen, og vi tager opgaverne med hjem,” siger Peter Lund Madsen. 

“Når vi så endelig lægger arbejdet fra os, så starter et andet net – underholdningsnettet – enten på TV, computeren eller mobilen. Altså nye opgaver, som kræver hjerneaktivitet, og det er problemet,” påpeger Peter Lund Madsen.

Når hjernen hele tiden har fokus på at løse opgaver, stiger niveauet af stresshormoner i kroppen. Og hvis det fortsætter sådan, dag efter dag, uge efter uge, er kroppen i konstant alarmberedskab og vil til sidst bukke under. Symptomerne melder sig i form af angstanfald eller hjertebanken, udmattelse og søvnbesvær. Til sidst trækker hjernen stikket og lukker simpelthen ned. Det er ikke nogen rar oplevelse, og for mange tager det lang tid at komme ovenpå igen.