Tiden er en mærkelig størrelse. Vi kender den alle, for den gives til os i samme måle, – 24 timer i døgnet, 60 minutter i timen og 60 sekunder i minuttet. Alligevel er tiden en størrelse, vi har svært ved at forklare, og når vi prøver, synes den ubeskrivelig.

Sabbatten er grøn fordi den forkynder håb ind i det apokalyptiske katastrofescenarium, der efterhånden tegner sig mere og mere tydeligt i alles bevidsthed.

What difference does it make? Twenty four little hours Brought the sun and the flowers Where there used to be rain.

Den verden, vi lever i, er, som den er, fordi vi har formet den på den måde, vi har. Bevidst eller ubevidst.

Hviledagen, sabbatten, er blevet kaldt ”en oase i tiden”. Både en tiltrængt pause, men også et sted, hvor overskuddet vender tilbage, fordi vi her får friske kræfter og energi.

Helt fra begyndelsen ønskede Gud, at menneskene skulle være frie. Denne idé findes allerede i Bibelens første kapitel, hvor fænomenet tid gennemsyrer beretningen om de syv dage (se 1 Mos 1,1-2,4a).

I min barndom var der meget trygge rammer omkring vores ugentlige hviledag. Om fredagen gjorde vi os klar til at modtage helligdagen, og der var altid en god stemning, når vi ved solnedgang samledes til fællessang og læsning af bibelhistorier.

Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte“ (1 Mos 2,3).

Det er blevet populært især blandt unge at tage et fri-år efter studentereksamen eller tilsvarende grunduddannelse, inden de fortsætter med videre studier, læreplads eller arbejde.