Mette Bernt

Måske hungrer unge mest af alt efter nærvær

I løbet af en dag møder René de unge på Vejlefjordskolen flere gange.

Han har oplæg for de unge, spiser sammen med dem, spiller fodbold og volleyball. Og så kommer de unge, når de har brug for en snak hver især. Snakke, som handler om det, der udfordrer. Konflikter i sindet og filosofiske spørgsmål om kristendom. Typisk er det, at de unge har brug for en snak, når der opstår noget pludseligt. 

“Det handler om alt fra kæresteproblemer til, hvorfor skal gode mennesker dø? Når de bliver konfronteret med den skygge, der gælder for os alle, og som vi er ude af stand til at styre, kan de spille bold med mig,” lyder det fra ungdomspræsten.

Social sult 

I hverdagen oplever René, at de unge har nok at tage sig til, og at der er forskel på, hvordan de føler sig pressede i forhold til, hvordan han selv oplevede teenageårene.

Motivationen for at skabe sin egen identitet er dog ikke forandret.

“Der er nogle omkringliggende faktorer, der er forandret. Jeg gik også op i, hvordan jeg så ud. Om jeg havde de rigtige venner, og om jeg var en del af de rigtige grupper. Jeg sms’ede med mine venner, men jeg var ikke hele tiden på. Det er vi nu. Vi går altid rundt med lyd i ørerne og har altid en telefon på os,” siger René. 

Og denne hele tiden væren i gang med noget, enten ved at følge andre eller sikre, at man selv bliver fulgt, tror René, gør noget ved os. Som tidligere fysioterapeut peger han på, at vores hjerne er plastisk og derfor hele tiden tilpasser sig. 

“Hvis vi tænker på aktive idrætsudøvere, kommer der endorfiner til hjernen, når de præsterer. De bliver afhængige af at få disse signaler til hjernen og vil have mere. 

Hvis vi overfører det til det at ”være på”, opstår der en sult efter det sociale og efter at blive bekræftet. Kombinerer vi det med, at vi sover for lidt og hele tiden er på vej, er der risiko for, at vi stresser hjernen,” lyder det fra René, der tilføjer, at det godt nok er svært ikke at lyde som en sur gammel mand. 

Bliv, hvad du vil 

Et er instagram, snapchat, bekræftelse, prestige og væren på. Noget andet er: Hvad er det, jeg skal med det her liv?

Et spørgsmål, som for de fleste i teenagerårerne er lig med spørgsmålet om: Hvad kan jeg blive? Forventningerne er ofte høje og kommer flere steder fra. Renés oplevelse er, at de unge måske er dem, der stiller de største krav. Samtidig møder de krav fra samfundet og deres forældre. 

“De unge ser billeder af de store køkkener, rødvin og ferierne. De tænker, at de skal købe en byggegrund, når de har taget kandidaten. Hvis det skal lykkes, skal de gøre deres benarbejde nu. Får jeg ikke de her karakterer, kommer jeg ikke ind på mit ønskestudie. Der er i det ubevidste hele tiden mål, som rækker langt ud i fremtiden,” oplever René og fortsætter:

“Det bliver til en forpligtelse, og det fjerner glæden ved at være der, hvor man er. Men teenagere skal være teenagere.” “

De skal ikke være presset af, hvad de skal engang. De skal udnytte den energi, de har. Da jeg var i deres alder, spillede jeg fodbold, volleyball, computer, var sammen med venner og lavede lektier, og jeg oplevede det som en fantastisk tid.”

Tvungen pause er et frirum

Selv om størstedelen af de elever, der går og bor på Vejlefjordskolen, tilhører folkekirken, deltager de i Adventistkirkens Sabbat fra fredag aften til lørdag aften. Det betyder, at man skemalægger en del af den tid, hvor de ellers ville have fri, fordi der er møde fredag aften og gudstjeneste lørdag. René oplever dog, at det er en kærkommen pause for de unge. 

“Det giver den her tid til bare at være. Et rum for fællesskab uden pres, præstation og forventninger ud over, at man opfører sig med normal pli. Jeg oplever, at de unge nyder godt af pausen. At det er et frirum, hvor det er tilladt ikke at tænke på lektier,” siger han.

René reflekterer over tidsånden, der siger mere, større og hurtigere. Hans håb er her, at pausen og frirummet hjælper de unge til bare at være. At de oplever: Jeg er ikke kun, hvad jeg præsterer. Når han bekræfter de unge i, at de har værdi i at være dem, de er, oplever han, at de hungrer efter nærvær. Og for ham handler det ikke bare om Sabbat, men også om at give sig selv lov at have afbræk, hvor man måske bare hører fjollet musik og danser rundt. 

“Som børn har vi en enorm evne til at være tilstede. Den tid ligger ikke så langt væk fra de unge og er en del af barndommen, som vi skal blive dygtigere til at bevare og så lade være at bekymre os så meget. Vi har nok alle sammen godt af at give os tid til at reflektere over, hvem vi er og ikke bare, hvem vi gerne vil blive. Og vi skal turde tro på, at vi ikke skal blive til noget andet, end dem vi egentlig er. Det er måske udfordringen,” slutter René.