Lasse Bech

Sabbattens hellighed

Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte“ (1 Mos 2,3).

Gud er

Her står, at Gud velsignede og helligede sabbatsdagen. På de andre dage havde Gud skabt – han var skaberen. Han havde arbejdet. På den syvende dag hvilede han – nu ER han bare. I vers 4 omtales han første gang i Bibelen med navnet Jahve – som ifølge 2 Mos 3,14 er tæt knyttet til ordene: ”Jeg er“. Det er kun Gud, der bare ER i sig selv. Alt andet har sin væren i kraft af ham. Skaberen er noget andet end det skabte – han er hellig. På den syvende dag bliver dette fremhævet. Gud, der hviler. Gud, der bare ER. Gud, der er hellig. Han indbyder os til at træde ind i hans hvile og ind i hans helligheds nærvær.

Selvfølgelig er Gud altid hellig og nærværende, uanset om det er hverdag eller helligdag. Den moderne tanke om ”at hvile i sig selv“, betyder kristeligt set at hvile i Gud. Vi er ikke kaldet til at hvile i os selv, hvis vi med det mener, at vi ”er os selv nok“.

Når vi hviler i os selv, så gør vi det bedst ved at hvile i livgiveren, den store JEG ER, som selv hvilede.

På hviledagen ophører vi med at arbejde, for bare at være. Når vi ER, så må vi være det i ham, som ER.

Guds nærvær

Nogle af de sætninger, jeg lige har skrevet, kan måske godt virke noget svævende. Hvad kan man ellers forvente, når man skal skrive om hellighed? Det er et svært begreb at få greb om og at gøre konkret. Det er svært at nærme sig. Netop det er en af pointerne. Hellighed er på sin vis noget, som man ikke bare kan nærme sig. Det er noget rent, der ikke skal besudles. Det er noget, der er ”sat til side“ fra det almindelige. Det er noget, der er indviet til et specielt formål.

Da Moses nærmede sig den brændende tornebusk, skulle han efterlade sine sko, før han kunne træde nærmere – for det sted, han stod på, var ”hellig jord“ i kraft af Guds nærvær.

Der er altså en adskillelse og en distance, der må holdes til det hellige. Alligevel er tornebusken mere et tegn på Guds nærvær end hans fjernhed. Når vi altså møder det hellige – er det, når Gud kommer nær. Ultimativt opleves den hellige Guds nærvær, når vi fyldes af Helligånden. Vores legemer omtales som templer for Helligånden (1 Kor 6,19). Vi kaldes til at være hellige, som Gud er det (3 Mos 19,2; 1 Pet 1,16). Hvis vi skal reflektere hans hellighed, må vi være i hans nærvær.

På sabbatsdagen skal det nærvær, som vi hver dag kan opleve med Gud, fejres.

Gud har helliget denne dag som et tempel eller en helligdom i tid – som den berømte amerikanske rabbiner Abraham Joshua Herschel formulerede det.

HUSK NÆRVÆRET

Vi har brug for en særlig ugentlig påmindelse om, at Gud altid er os nær. Vi har brug for at huske dette hver dag – sabbatten skal hjælpe os med det. Derfor hedder det også i de ti bud: ”Husk sabbatsdagen og hold den hellig“. Hukommelsen er en del af vores mentale kapacitet. Vores sind skal være helliget Gud. Når vi praktiserer at huske helligdagen, så er det en mental praksis for hukommelsen, en åndelig øvelse i at være i hans nærvær og en fysisk hvile for legemet. Den gamle formulering er måske endnu stærkere: ”Kom hviledagen i hu og hold den hellig“.

I hukommelse er en væsentlig måde til at vedligeholde vores gudsforhold. Ved ihukommelsen på sabbatten mindes vi Skaberen, og ved ihukommelsen i nadveren mindes vi Frelseren.

Denne vedligeholdelse af vores forhold til Gud bliver i teologien ind imellem omtalt som helliggørelse.

Dette begreb har givet anledning til mange divergerende opfattelser og teologiske uenigheder. Måske egner det sig ikke så godt til at blive forstået eller forklaret intellektuelt. Det skal snarere erfares.

I al sin enkelhed er det måske blot det, der sker, når Gud fylder vores liv med sit hellige nærvær.

HVILE I GUD

Forbindelsen mellem helliggørelse og sabbatshelligholdelse understreges i ordene fra 2 Mos 31,13: ”Sig til israelitterne: I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt, for at I skal vide, at det er mig, Herren, som helliger jer.“ Sabbatten handler om ihukommelse. Hvad er det, vi skal mindes om? En af tingene, vi skal mindes om, er, at det er Gud, der helliger os. Det er ham, der gør sit værk i os. Helliggørelse er ikke en øvelse for ”gør-det-selv-folket“ – snarere for dem, der fi nder deres hvile i Gud.

Ligesom vi skal have arbejdsro til at hellige os vores arbejdsopgaver, så skal vi have sabbatsro til at hellige os hvilen. Vi kan ikke holde til kun at hellige os arbejdet og hverdagens gøremål. Vi har brug for hvile. Vi er bare mennesker, og Jesus pointerede, at ”sabbatten blev til for menneskets skyld“ (Mark 2,27). Der er altid grund til at skærpe opmærksomheden, når Jesus taler om, hvad Gud har gjort for vores skyld. Vores menneskelighed betyder, at vi har brug for hvile.

Vi er ganske enkelt ikke skabt til at arbejde hele tiden, og vi er mere end vores arbejde eller vores arbejdskrafts værdi.

Vores største menneskelige skrøbelighed består måske i, at vi tror, vi kan klare det hele. Vi skal mindes om, at vi skal stoppe op, koble fra, være tilstede, eksistere. Vi har brug for hjælp, hvis vi ikke skal glemme det og brænde ud fysisk, mentalt og åndeligt.

Sabbattens hellighed er Guds hjælp til os.

Lasse Bech

Lasse Bech er ansat som præst i Adventistkirken. Han har ansvar for Vejlefjord menighed, Unionens afdeling for religionsfrihed samt kristendomsundervisningen i gymnasiet på Vejlefjordskolen.

Spørg osKontakt os