Sabbatten og et retfærdigt samfund

Sabbatten er ikke blot et åndehul i en travl hverdag, den er også et holdepunkt i en forvirret og farefuld verden. Den giver håb og forsikring for dem, der holder fast ved Guds hviledag. Det gamle Testamentes profeter så en direkte sammenhæng mellem sabbatshelligholdelse og retfærdighed. Profeten Esajas skriver:

”Dette siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærdighed, for min frelse er kommet nær, og min retfærdighed skal snart åbenbares. Lykkelig den, der gør dette, det menneske der holder fast ved det: at holde sabbatten og ikke vanhellige den og vogte sig for at gøre ondt”
(Es 56,1.2)

Den bibelske hviledag, sabbatten, er som et anker i stormen. Den viser tilbage til den evige Gud som skaber og frelser. Den beskriver et forhold til ham, som gav os livet og som vil komme igen med evigt liv til dem, der stoler på ham. Den er ikke en tilfældig fridag, men ”Herrens hellige dag” (Es 58,13) med løfter om fremtidig lykke (Es 56,2; 58,14). Det er hans dag, som også bliver vores dag, når vi i tillid til hans ord helligholder den og lever efter dens forskrifter. Ikke som et strengt og besværligt bud for at vinde Guds gunst, men som en frugt af vores taknemmelighed og tillid til ham. Den bliver vores faste holdepunkt i en omskiftelig verden.

Det er ofte blevet sagt, at vi må følge med tiden. Men selv om tiderne skifter og meget forandres henad vejen og at vi ikke skal blive hængende i fortiden, så kan vi heller ikke leve uden faste værdinormer og pejlemærker. Disse værdier og pejlemærker har båret og bevaret mennesker og nationer gennem tiden. Hvor der har været gjort forsøg på at ændre dette, er det ofte endt i anarki, overgreb og undertrykkelse. Ved skabelsen i begyndelsen gav Gud os to vigtige institutioner til vores gavn og lykke, nemlig familien og sabbatten. De har været med til at bevare samfundet fra kaos. Hver gang, der pilles ved ægteskabet og familien, så ved vi, hvor megen ulykke og skade det forvolder for både børn og voksne. Når det gælder sabbatten, som ifølge Jesu ord ”blev til for menneskets skyld” (Mark 2,27), ser vi også konsekvenserne af at ignorere denne institution i form af udbredt gudløshed og meningsløshed med stressede og depressive personer til følge. Det er sagt om jøderne, at det ikke er dem, der har bevaret sabbatten, men sabbatten, der har bevaret jøderne. Denne lille folkegruppe på omtrent 15 millioner mennesker har bevaret deres identitet gennem årtusinder, selvom de er blevet spredt ud over jorden. Hverken undertrykkelse, modstand, forfølgelse eller holocaust har kunnet ødelægge dem. Sabbatten har også været deres værn om familieliv og fællesskab. Det er sagt, at ingen kan være alene om sabbatten: Et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på sabbatten (Abba Kovner).

Nu var det ikke tanken, at sabbatten skulle være en velsignelse og et identitetsmærke for jøderne alene. Det var meningen at alle andre også skulle få glæde af Herrens helligdag og derved også være med til at modvirke de uretfærdigheder, der forekommer i verden.

”Og de fremmede, der har sluttet sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn og være hans tjenere, alle, der holder sabbatten og ikke vanhelliger den, men holder fast ved min pagt, dem fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus… For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene”
(Es 56,6.7)

Forstil dig, at alle nationer udover jorden sluttede sig til Herren, himlens og jorden skaber, for at elske hans navn og være hans tjenere og hver sabbat kom sammen for at tilbede ham. Hvor anderledes ville det ikke have set ud på jorden i dag. Hvordan kunne der være ufred under sådanne forhold? Man så en forsmag på det i den kristne menighed i det første århundrede, hvor mange tog imod frelsen ved troen på Jesus og levede et liv i tjeneste for Gud, og evangeliet blev spredt til mange nationer. Sabbat efter sabbat ville man ifølge beretningerne i Apostlenes Gerninger samles for at tilbede Gud og få undervisning i hans ord. I denne undervisning blev der henvist til profetierne om en bedre og retfærdig verden, hvor sabbatten stadigvæk var et fast holdepunkt.

”Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren… Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren”
(Es 65,25;66,23)

Forholdet mellem sabbatten, som et udtryk for vores relation til Gud, og retfærdighed, som et udtryk for vores relation til andre mennesker, kommer på mesterlig vis frem i Jesu svar på et spørgsmål fra en lovkyndig. ”‘Mester, hvad er det største bud i loven?’ Han sagde til ham: ’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og det første bud. Men der et andet, som står lige med det: ’ Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne” (Matt 22,36-40; 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18). Sabbatshelligholdelsen sammen med de første tre bud i Guds Ti-buds Lov er et udtryk for vores tillid og kærlighed til Gud. ”At vogte sig for at gøre noget ondt” (Es 56,2), dækker de sidste seks bud i Guds Ti-buds Lov og udtrykker vores hensyn og kærlighed til andre mennesker. På dette grundlag hviler alle sunde retsprincipper i civiliserede samfund.

Desværre ser vi alt for ofte, at kærligheden til Gud, som har skabt alle mennesker lige og med værdi, forvinder mere og mere, og dermed også hensynet og kærligheden til andre mennesker. De to kan nemlig ikke adskilles. Selvoptagethed og selvtilfredsstillelse har afløst gudsfrygt og tjenersind. De spidse albuers tankegang har afløst omsorgen for de svage og samfundssindet, hvor alle kan glæde sig over at være en del af fællesskabet. Undertrykkelse, overgreb og udnyttelse af de svage er blevet en uundgåelig konsekvens, som tydeligt kendetegner den tid vi lever i. Desperate handlinger, som går ud over uskyldige mennesker, er blevet en del af vores hverdag. Holdepunktet er væk for mange mennesker, håbet på retfærdighed og forsikringen om en bedre verden fortoner sig i det fjerne. – Vi har brug for sabbatten og sabbattens herre som et holdepunkt i tilværelsen. Vi har brug for endnu engang at se op til en større autoritet end os selv, en større visdom end den, vi selv kan udtænke, en større kærlighed end den, der udelukkende fokuserer på egne behov, en større retfærdighed, som tilgodeser alle og ikke lader sig købe eller sælge, en ny identitet, der forbinder os med den Almægtige, vores skaber og Gud, som indstiftede den syvende dag, sabbatten, til velsignelse for alle mennesker og som et anker i vores tilværelse.