Hvornår og hvordan begyndte adventisterne at fejre sabbat?

Adventistkirken forstår sig selv som en protestantisk frikirke, så vi begynder der, hvor protestanterne begyndte, ved reformationen.

Med den gennemgribende ny forståelse af Skriften alene, ”sola scriptura“, skulle man mene, at alle reformatorer ville finde tilbage til sabbatsfejringen. Men det gjorde de ikke. Der var også rigeligt for dem at tage fat på. Men i den lidt mere ”radikale“ fløj, ofte kaldt anabaptisterne eller gendøberne, dem, der genindførte den bibelske dåb (troens dåb ved neddyppelse), finder vi også grupper, der begyndte at fejre sabbat igen.

Mest kendt af denne gruppes reformatorer, er to tidligere præster i den katolske kirke, Oswald Glait og Andreas Fischer, som indførte sabbatsfejringen igen og forkyndte den specielt i Bøhmen, Mæhren og Schlesien, som i dag udgør Tjekkiet, Slovakiet og dele af Polen. Sabbatsfejringen under reformationstiden bliver bl.a. bevidnet af nogle dokumenter med optegnelser af ”sekter“. I tre af disse optegnelser finder vi ”sabbatsfejringens folk“ nævnt lige efter ”lutheranere“ og ”calvinister“.

Desværre har vi ingen angivelse af antallet eller udbredelsen.

Reformationen på det europæiske kontinent havde stor indflydelse på reformationens udvikling i England.

Både den lutherske reformation og den calvinistiske. En del baptister (anabaptister, gendøbere) slog sig ned i England og udbredte deres tro. I dronning Elisabeth I’ tid (1558-1603) gik bølgerne snart meget højt vedrørende søndagsfejringen. Der var dem, der havde en lidt friere forståelse af søndagsfejringen, nok inspireret en del af Luther, og så var der dem, der fejrede en streng søndag, som de endda kaldte ”sabbat“. Den sidste gruppe stod mere under indflydelse af John Calvin.

Nogle fra baptistkredsene blandede sig snart i diskussionen og fandt frem til, at sabbatsfejringen skulle være på den 7. dag i ugen, lørdagen, og være i overensstemmelse med Bibelens udsagn. De første overleverede vidnesbyrd kommer fra slutningen af 1500 tallet. I første halvdel af 1600 tallet blev mange menigheder i England dannet. Man kaldte dem syvendedags baptister. De tilhørte den ”uafhængige“ del af reformationens arvtagere, dvs. de tilhørte ikke den anglikanske statskirke, hvor dronningen eller kongen var kirkens overhoved. Kontroversen om den rette søndagsfejring nåede anseelige højder. Utallige bøger blev skrevet – alle er velbevarede og kan findes bl.a. på British Museums bibliotek og Dr. Williams bibliotek i London.

SYVENDEDAGS BAPTISTER BRINGER SABBATSFEJRINGEN TIL AMERIKA

Efter det engelske skib ”Mayflower“ i 1620 bragte de første puritanere fra Plymouth i England til Amerika, begyndte en omfattende bølge af forfulgte kristne at forlade den ”gamle“ verden for at finde friheden i den ”nye“ verden. Blandt de mange, der immigrerede, fandtes også syvendedags baptisten Stephen Momford, der ankom til Rhode Island i 1664. Han delte sin overbevisning om sabbatsfejringen med andre baptister i området. 1671 blev den første syvendedags baptistmenighed organiseret i Newport (Rhode Island). Sabbatsfejringen spredtes i de nye kolonier. Først efter udgivelsen af nogle traktater om sabbatsfejringen kom der vind i sejlene, og fl ere menigheder blev dannet. I begyndelsen af 1800 tallet dannede man ”American Sabbath Tract Society“. Det var tiden for ”the Second Great Revival“ (den anden store vækkelse), som mundede ud i ”the Second Advent Awakening“ (den anden adventvækkelse) med William Miller som hovedperson. Man ventede på Kristi snare genkomst og satte endda en dato for det (1843/44).

SABBATSFEJRINGEN FORKYNDES BLANDT ADVENTISTER

Blandt Millers tilhængere fandtes der også nogle syvendedags baptister.

En af dem, Rachel Oakes Preston (1809-1868), introducerede sabbatsfejringen blandt Millers tilhængere i foråret 1844.

Det følgende år (marts 1845) udgav en tidligere baptistprædikant, T.M. Preble, et lille hæfte på 12 sider om sabbattens betydning. Flere af dem, der havde ventet på Kristi genkomst, blev hurtigt overbevist om Guds 10 buds blivende gyldighed og begyndte at fejre sabbat. Allerede i 1846 udgav den tidligere skibskaptajn, Joseph Bates (1792-1872), sin første bog om sabbattens fortsatte gyldighed. Nogle af Adventistkirkens grundlæggere, f.eks. ægteparret James White (1821-1881) og Ellen White (1827-1915), begyndte også at fejre sabbat, efter de havde læst Bates’ bog. Meget hurtigt begyndte man i de første blade, som denne gruppe af kristne udgav, at skrive artikler om, at de 10 bud ikke er afskaffet. Dette inkluderede også sabbatsbuddet.

Et større værk om sabbatsfejringen blev udgivet af en dygtig sabbatsfejrende adventist, J.N. Andrews, der skrev en bog om sabbattens historie fra skabelsens dage til hans egen tid.

Bogens titel er: History of the Sabbath and First Day of the Week (Historien om sabbatten og ugens første dag), udgivet i 1862 og som omfattede 342 sider. Dette værk blev senere udvidet af tysk-amerikaneren, R.L. Conradi (1856-1939) til 719 sider (1912 udgaven).

5 motiver for sabbatfejringens betydning hos de tidlige adventister

Skabelses-motiv: I skabelsen finder vi begyndelsen til sabbatsfejringen. Den blev givet til os mennesker som en gave fra skaberen. Da denne verden, ifølge Nye Testamente, blev skabt ved Kristus, er sabbatten også et tegn på hans guddommelighed og skabende almagt. Sabbatten forkynder, at Gud er skaberen.

Pagts-motiv: Gud har sluttet en nådens pagt med os mennesker. Gud gav sabbatten til sit folk som et vedvarende tegn på hans kærlighed, og som vi i taknemmelighed tager imod og indretter vores liv efter. Sabbatten skulle være en ugentlig påmindelse om, at vi er omsluttet af nådens og kærlighedens pagt.

Lov-motiv: Siden sabbatten har været med mennesket lige fra dets begyndelse, kan vi ikke tale om, at den er ”jødisk“. Den var en del af menneskets uskrevne morallov, som Gud gav til vores første forældre. Da denne oprindelige sabbat blev forandret og dens grundlag fjernet, opstod der et hul i Guds evige lov, som igen skal lukkes. Ikke for at fortjene frelsen – langt fra, men som vores taknemmelige respons, at han er vores Gud og skaber. Dermed skal sabbatsfejringen bringe hele moralloven til ære og værdighed igen.

Genoprettelses-motiv: Angrebet mod Guds forordninger går helt tilbage til den kosmiske kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Satan. Da sabbatten er et tegn på Gud som skaber og på hans suverænitet, var det fra begyndelsen den ondes hensigt specielt at vende sig imod dette bud. Jesus er vores største forbillede af den sande sabbatsreform, at genoprette den rigtige forståelse af den dag, som han har givet os i kærlighed.

Frelses-motiv: Skabelsen og frelsen er uadskillelige. Ligesom Gud hvilede på sabbatten efter fuldendt skabelse, således hvilede også Kristus i graven om sabbatten efter fuldendt frelse. Grundlaget for skabelsens genoprettelse blev fuldbragt. Dermed er sabbatten ikke bare et tegn på skabelsen, men også på frelsen eller forløsningen. Den minder os om Paradisets fred, som vi kan eje med Kristus i vores hjerter.

Håbs-motiv: Uden håb kan intet menneske leve. Håbet skal være til Gud og hans forjættelser. Fra paradis til paradis. Det er Bibelens og dermed Guds åbenbarings livssyn. Ligesom Gud i begyndelsen ved sit ord, ud af intet, har skabt en fuldkommen verden, sådan vil Gud gøre det igen ved dagenes ende. Sabbatten er håbets tegn.