En oase i tid

Tiden er en mærkelig størrelse. Vi kender den alle, for den gives til os i samme måle, – 24 timer i døgnet, 60 minutter i timen og 60 sekunder i minuttet. Alligevel er tiden en størrelse, vi har svært ved at forklare, og når vi prøver, synes den ubeskrivelig.

Kirkefaderen Augustin stillede engang spørgsmålet: ”Hvad er tid?” og hans eget svar lød: ”Hvis ingen spørger mig, da ved jeg det: hvis jeg ønsker at forklare det til en, som spørger, da ved jeg det ikke.” I sit svar beskriver Augustin hvor velkendt og dog uforklarlig tiden er, selv om vi møder den hver dag.

Benny Andersen forsøger også at beskrive tiden, og gør det bl.a. i sit digt: ”Tiden og storken”. Digtet indledes sådan:

Jeg har hørt om tiden
jeg har hørt den kan være lang
jeg har hørt den kan slippe op
at man kan vinde eller tabe den
at den kan være ordentlig eller kostbar
god eller dårlig
ude eller inde
jeg har hørt meget om tiden
men jeg har aldrig set den

Sådan er tiden både kendt og ukendt. På den ene side håndgribelig eller i hvert tilfælde omsættelig til ting, og dog lige så flygtig som tiden flyver.

Jeg har ikke tid!

Det er blevet betegnende for vor livsstil at sige: ”Jeg har ikke tid.” Sparsom tid er blevet et kendetegn, som vi ikke skammer os over. Tvært imod.

Vi bryder os ikke om at møde begrænsninger i vor viden og vore evner. Men mangel på tid er næsten en anbefaling, for vigtige personer har travlt og har ikke tid til overs. Jo mere travlt vi har, jo mere betydningsfulde ser vi os selv, og vi tænker, at andre måske deler vort synspunkt.

For nogle år siden blev en bekendt til mig indlagt på sygehus med symptomer på, hvad der lignede hjerteproblemer; og vedkommende havde også nået den alder, hvor det måtte være vigtigt at lytte til hjertets signaler. Heldigvis afslørede alle undersøgelser, at hjertet trivedes i bedste velgående, og patienten blev udskrevet med diagnosen: stress. Nogle dage efter, da jeg spurgte til helbredet, sagde vedkommende: ”Ja, det var jo næsten en anbefaling at få at vide at jeg har stress. Så har jeg jo lægens ord på, at jeg er flittig og min løn værd.”

Det er som om livet er blevet så fyldt af vigtige opgaver og aftaler, at den eneste tilladelige undskyldning for at sige fra, er kroppens protest, når den ikke kan mere.

Det travle og stressede liv bliver for mange betalt i dyre domme med skrantende helbred, sparsom tid med ægtefælle og børn og en hverdag, hvor der aldrig blev tid til at standse ved den oase, som vi alle håber på at finde: tiden.

For at nå alt det nødvendige, må vi ofte sige: ”Jeg har ikke tid”.

Og så finder vi heller ikke tid til leg, til omsorg, til kærlighed, til inspiration, til rekreation, til glæde og ikke tid til det, livet bliver så rigt af men ofte er så fattigt på.

Der er dusinvis af Tv-kanaler, som kan vælges, telefonopkald på fastnet og mobilnet, som skal tages, e-mails, som skal besvares, tidsskrifter, som skal læses, indkøbscentre, som skal besøges, tilbud, som skal vælges til eller fra, – og listen er kun lige begyndt.

Hvordan er det kommet så vidt?

Og kan vi nå tilbage til et liv, hvor vi igen kan finde oasen med tid til at leve.

Livets puls

For alt levende gælder det, at der er en puls, en stadig vekslen mellem aktivitet og hvile, mellem lys og mørke, varme og kulde, udvidelse og sammentrækning.

I naturen kender vi denne puls som en selvfølge og en betingelse for livets opretholdelse. Frugten indeholder kernen og kernen indeholder frugten. Kernen går til grunde og skaber vækst til nye frugter, som går til grunde og baner vejen for nye kerner. Foråret går mod sommer og sommeren mod efterår og vinterdvale. Hjertets muskel pumper blodet med næring ud i hele legemet, men hvert pumpeslag efterfølges af hvile som optakt til næste pumpeslag. Åndedrættet ligeså. Indånding og udånding efterfølges af hvilepause. Og i døgnets rytme flytter vi os stadig fra aktivitet til hvile, fra vågen til sovende.

Men endnu en puls har fulgt menneskers liv gennem generationerne, sabbattens puls. Den puls, som tilbyder mennesker at finde hvile, tid til fornyelse, oplevelse af aflastning og glæde uden at skulle tænke på forsømmelsen ved at koble af.

Sabbatten omtales første gang i Det gamle Testamente i Bibelen. Som afslutning på skabelsesberetningen gives denne beskrivelse:

”Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.”

“Det var himlens og jordens skabelseshistorie.”
1 Mos 2,1 – 4

I Bibelens litteratur er sabbatten ikke blot omtalt som en fridag eller en dag til kirkegang. Gud, som skabte himlen og jorden, livet og mennesket, skabte også sabbatten. Den er en del af skaberværket.

I skabelsesfortællingen møder vi bemærkningen: ”Så blev det aften, og det blev morgen første dag.” Og igen: ”… aften, og … morgen anden dag”, osv. Døgnets puls kender vi så godt. Vi er afhængig af den og må have vor nattesøvn for at klare næste dag.

Men Gud lagde endnu en puls ind i skaberværket og sagde:”Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.” 2 Mos 20,8 – 11.

Ligesom døgnets rytme giver puls til naturen og i menneskers liv, således giver sabbatten en ugentlig dag til hvile og aflastning. Og denne vekslen mellem aktivitet og pause og mellem arbejde og hvile var skaberens oprindelige idé for et aktivt liv, hvor sabbatten blev lagt ind som en oase i tid.

Men så meget kom i vejen, fordi travlhed og ambitioner ofte gjorde en hviledag til en kæp i det hjul, der kørte alt for hurtigt.

Ideen med sabbatten er ikke at gøre mennesket mindre aktive eller give en undskyldning for dovenskab. Sabbatsideen indeholder også tanker om arbejde. ”I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal.” Men ideen med sabbatten er at fortælle, at vi kan ikke leve i et meningsfuldt aktivt arbejdsliv, hvis vi ikke også husker, at vi må træde ud af aktiviteten og finde hvile. Travlhed er ingen ulykke, og selv stress kan være sundt og udviklende, men kun i følgeskab med den afkobling, som sabbatshvilen giver. Når stress bliver en plage, er det især fordi vi ikke finder et helle. Vi behøver den oase i tid, som sabbatten tilbyder.

En oase i tid

På arbejdsmarkedet introducerede man for nogle år siden betegnelsen: ”sabbatsår”, som et år, hvor man kunne tage fri fra arbejde for at aflaste, tanke op, træde ud af ræset og være sammen med familien. Men sabbatten er jo meget ældre, – så gammel som mennesket historie. Vi kendte den godt fra Bibelhistorien, men havde glemt sabbattens hvile, og uden at vi rigtigt vidste hvordan, er vi havnet i et liv, hvor hastighed og præstation, kompetence og præstige, konkurrence og vinding er blevet vores ubarmhjertige herremænd.

Det er, som om Gud, der først tænkte ideen om sabbatten, så, at vi ville ende i denne stressende blindgyde uden udsigt til et helle. Derfor sagde Gud:

”Husk sabbatsdagen …”.

For hvis vi glemmer hvilen og glemmer den oase i tid, som sabbatshvilen kan give os, vil vi glemme vore følsomme egenskaber, vore kære, vor ægtefælle, vore børn og vi vil glemme og overse betagelsen af alt det, som gør livet smukt og rigt.

Husk sabbatsdagen, husk at lege, husk at lytte, husk at elske, husk at være stille, husk at spørge, husk at tænke på alt det, du forstår og husk at erkende alt det, du ikke forstår. Sabbatten er den oase i tid, hvor du ikke skal undskylde for at tage fri. Den er et tilbud om hvile til den trætte, og den er et bud om frihed til den, som ikke kan koble fra.

Den jødiske rabbiner Abraham Heschel beskrev sabbatshvilen med disse ord: ”Der gives en særlig tid, hvor målet ikke er at have men at være, ikke at eje men at give, ikke at beherske men at dele, ikke at betvinge men at være i harmoni.”

Tid til …

Sabbatten hjælper os til at leve i tiden. Den hjælper os til at træde til side og finde fodfæste i et liv, som er i stadig bevægelse og forandring.

Om vi kun kan træde til side, når vort arbejde er gjort færdigt, vil vi aldrig rigtig finde hvile. For der er altid en ny opgave på vej og en nødvendig udfordring, som skal løses. Men sabbatsdagen giver os lov til – og om nødvendigt bud om – at standse, selv om vi ikke er færdige. Det gamle sabbatsdag fortæller os fra sin lange erfaring: ”Nu er det tid til at hvile.”

Når solen ved arbejdsugens afslutning møder horisonten i vest er det bud om, at vi må lægge værktøjet, dreje nøglen til kontordøren, slukke for computer og maskiner og stå af indkøbsræset.

Nu er det tid til sabbatshvile, til en dag, hvor vi kan tænke på, at der er kræfter, som er stærkere end vore, og som vil sørge for, at det store universur vil gå sin gang, også selv om vi holder pause.

Sabbatten giver os tid til at hvile fra alle de behov, som en endeløs strøm af forbrugsgoder presser på os. Reklamer og tilbud sætter ingen grænser, men nu er det tid til at tænke, – ikke på alle de behov, vi har, eller måske kun drømmer om -, men tid til at tænke på det, vi allerede har: hinanden, en skovtur, en god bog, et stykke musik, en samtale. Nu er der tid til at lege med dit barn og tid til at tænke på livet og livets Skaber, tid til at tænke på tro og tvivl og tid til at bede en bøn om hjælp eller en bøn om tak.

Tid til frihed

Sabbatten blev givet med skabelsen og gentaget i det fjerde bud i De ti Bud. Men budet er et bud om frihed, og frihed kan ikke bydes. Derfor handler sabbatten ikke om påbud og bestemmelser, men om frihed, tilbedelse, glæde og hvile. Sabbatten giver plads til de gaver, som kun kan vokse og udvikles der, hvor tiden får lov til at give næring og vækst.

Derfor blev det også som et angreb på sabbatsfriheden, da kejser Konstantin som nyomvendt kristen i det 4. århundrede erklærede, at hviledagen skulle indføres ved lov i hele det romerske imperium. Dette lovindgreb, som blev gjort i kristendommens navn, indførte et lovbefalet hviledagsbud, som slørede frihedens pointe i sabbatsbudet. Ydermere indeholdt befalingen bud om, at hviledagen skulle fejres på ugens første dag, søndagen, og ikke den oprindelige dag, lørdagen, som Bibelen kalder sabbat.

Konstantins søndagslov er for længst blevet glemt, men glemt er også for mange sabbattens oprindelige pointe, Og tilbage står vi i en kamp mod tiden, der blev som en fjende, vi ikke kan overmande. Vi må nøjes med at sige: ”Jeg har ikke tid!”

Eller – vi skulle sige: ”Husk sabbatsdagen …”

En gammel jødisk legende illustrerer den idé, Gud havde i tanke, da han gav menneskene sabbatten.

På den tid, da Gud gav sine love til sit folk sagde han: ”Mine børn! Hvis I tager imod mine love og følger mine anvisninger, da vil jeg give jer en gave for evigheden. Den er det mest værdifulde, jeg har.”

Og folket spurgte: ”Og hvad er det mest værdifulde, du har, og som du vil give os, hvis vi tager imod dine love.”

Gud svarede: ”Den kommende verden.”

Og folket sagde: ”Da vis os i denne verden et eksempel fra den kommende verden.”