Artiklen er skrevet på baggrund af kurset: ‘Et godt hvil’ af Gunnar Pedersen 

En gave til mennesket

Syvdøgnsrytmen er universel. Den findes over hele verden, til alle tider og alle steder. Samtidig adskiller den sig fra andre måder, vi måler tiden på. Den har ingen astronomisk eller geofysisk begrundelse, som f.eks. året, hvor jorden tager en tur rundt omkring solen, måneden, der følger en anden cyklus eller døgnet, der er regnet fra jordens spin om sin egen akse. 

Det eneste sted i verdenslitteraturen, vi finder en begrundelse for, hvorfor vi har en syvdøgnsrytme, er i den bibelske skabelsesfortælling: ”På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte” (1 Mos 2,2-3). 

Gud fuldendte sit værk, han hvilede. Og så velsignede han dagen, han helligede den.

Den syvende dag, sat til side som hviletid med et særligt formål.

For menneskets skyld

Flere tusinde år senere er Jesus i konflikt med nogle religiøse ledere om sabbattens betydning. De anklagede Jesus for at bryde sabbattens hellighed, fordi nogle disciple af Jesus havde ’arbejdet’. Jesus svarede blot, at ”Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27). 

Logikken er, at mennesket blev skabt først, og derefter gav Gud dem sabbatshvilen og ikke omvendt. Hviletiden er ikke en eller anden kosmisk nødvendighed, ligesom døgnrytmen, månedsrytmen eller årsrytmen. Hvilen er ikke bundet op på en kosmisk orden, mennesket nødvendigvis må indordne sig under, fordi kosmos nu engang er skruet sådan sammen. 

Sabbatten er derimod en gave, Gud indførte for menneskets ve og vel. Hviledagen er en del af det, som er blevet til. ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1,3). Den eksisterer ikke for Guds skyld. Den har ikke noget med Guds indre væsen at gøre eller med hans behov. Den er skabt ud af Guds godhed som en gave til hans skaberværk og de skabninger, han satte i spil.

Hviledagen afrundede skaberværket

I dag lever vi i en verden, som har vænnet sig til at søge svarene på alt i fysikkens eller naturens verden. Men Bibelens skabelsesbereting fortæller om Gud, der skaber den virkelighed, vi kender. Gud sætter universets bevægelser i system. Så når Jesus siger, at sabbatten blev til for menneskets skyld, så begyndte han med begyndelsesfortællingen. Han gav ikke en naturvidenskabelig forklaring, men en metafysisk.

Den bibelske begyndelsesfortælling beretter, at hviledagen afrundede skaberværket, og den er til for at danne os som mennesker. Det er kernen i hviledagen. 

I årtusinder var den mere ”naturlige” døgnrytme for os solnedgang til solnedgang. Når mørket brød frem, var dagens anstrengelser overstået. Af den bibelske fortælling fremgår det, at der er en døgnrytme, som begynder fra aften til næste dags aften. Og hvert syvende døgn er anderledes. Da er det sabbat, som indebærer en hviletid, der varer et døgn. Her står vi op uden at skulle præstere noget – på sabbatten, der skal vi bare være til. 

I den jødiske tradition indledes sabbatshvilen fortsat med et måltid. Forskellen mellem hverdag og hviledag i den kultur og rytme er, at man har det store fællesskabsmåltid om aftenen, når mørket sænker sig. Hvad skulle man ellers bruge tiden til? Man kunne ikke fortsætte med markarbejdet. Og gadelys var der ikke noget af, så man sad omkring et orienteringslys og spiste. Her hyggede man sig sammen og fortalte historier og beretninger. Delte livets skæbne på godt og ondt i
timevis. Sabbatten skulle fejres, og det man fejrede, var den forlængede hviletid.

Sabbatten som fejring 

I det bibelske univers blev alle dage skabt gode. Ugens første seks dage er gode, men den syvende dag er særlig velsignet. Når Moses omtaler hvilen, så omtaler han den som noget, der skal fejres. Hvilen i sig selv har værdi. Sabbatten og hvilen var noget godt. Vi kunne udtrykke det på denne måde: “Hvilen er bedre end arbejdet!”

Hvor får vi den idé fra? Den får vi fra den bibelske fortælling, hvor hvilen beskrives som bedre end arbejdet. 

I vores moderne samfund virker det helt absurd, og sådan var det nok også i oldtiden. I vores kultur er arbejde og produktion anset for at være mere betydningsfuldt. Vi skal være på, være mere effektive og producere mere. Hvile er blot en beklagelig nødvendighed. Hvis vi kunne fungere uophørligt 24/7, uden nogensinde at være tvunget til at hvile, ville vi sikkert gøre det.   

Men Guds intention var ikke at skabe en masse maskiner. I stedet skabte Gud mennesket i sit billede. Og det første, mennesket oplevede, var hvilen og overfloden.

”Du må spise af alle træerne i haven”

(1 Mos 2,16), lød det fra Gud. Hvilen skulle fejres i den virkelighed, hvor Gud havde skabt mennesket til at leve. Her er det Guds formåen, velvilje og omsorg, der er hemmeligheden ved et bæredygtigt og langtidsholdbart fysisk liv, ikke vores arbejdsindsats. Gud sørgede for alle fornødenheder med rigeligt og nok til alle.

Arbejde er øverst på dagsordenen

Den verden, vi nu lever i, er dog ikke som de paradisiske tilstande, vi læser om i
skabelsesberetningen. Der kom en forbandet udvikling ind i universet, som forandrede vores vilkår. Vi kalder det syndefaldet. 

Det var livstruende og livsødelæggende og medførte død, forgængelighed og forfald. 

Det var onde kræfter, der infiltrerede Guds skaberværk, som gjorde livet møjsommeligt. 

Som konsekvens ændredes vores forståelse af forholdet mellem hvile og arbejde. Kampen for det daglige brød blev en første prioritet for os. Vi fristes til at tro, at vi er i konkurrence med hinanden for at overleve, og at der ikke er nok til os alle sammen. Denne fristelse kan få os til at begå alle former for overgreb. Ikke alene mod naturen, men også mod hinanden: ”I arbejder og producerer brød, vi spiser det.” Selv naturen har vi plyndret og udnyttet, nærmere end bearbejdet og dyrket. Det gør vi stadig. 

Vi befinder os altså under livsvilkår, der gør, at arbejde er kommet øverst på dagsordenen. Hvis vi vil leve eller overleve, må vi arbejde. Hvis vi vil spise, må vi producere brød. Vi har intet andet valg.

Med nogle af de teknologiske landvindinger er også kommet en forvandling af verden. Edison og Tesla’s opfindelse og udvikling af glødepærer og vekselstrøm gjorde det muligt at arbejde nat og dag. 

Alle kan fortsat se visdommen i at hvile, men at skulle indrette sig efter det, er for besværligt. Hvilen i almindelighed og den ugentlige sabbatshvile i særdeleshed er i vores kultur udryddelsestruet. Vores tids økonomiske trosbekendelse er, at ”arbejdet gør os fri!”. Arbejde først og derefter hvile, hvis der er tid til det, eller når det er tvingende nødvendigt. Konkurrencesamfundet presser både arbejdere og arbejdsgivere længere igennem den negative spiral, der spinder rundt om arbejde og økonomisk vækst. Selv vores fridage og vores helligdage bruger mange af os blot på at arbejde og præstere på en anden måde.

Der er nogle, der vil sige: Hvorfor har Gud gjort det så svært? Men det er ikke Gud, der har gjort det besværligt. Det er os selv, der har bevæget os så langt væk fra den urrytme, Gud satte i gang, så hvilen, som en del af urrytmen, er blevet besværlig.  

Jesus satte sabbatten fri

I Bibelen møder vi et andet livssyn. Mennesket lever ikke af brød alene. Der er noget, der er vigtigere, som bestemmer dit liv – noget der er mere bæredygtigt, langtidsholdbart og værdifuldt. Her er mennesket defineret af noget ganske andet end arbejdet. Jesus siger det på denne måde:

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). 

Det er Gud i menneskeskikkelse, der siger: Livet slider jer op. I er bebyrdet med alt mellem himmel og jord. 

Bekymringerne for dagen i morgen skal I ikke tænke på, for dagen i dag har nok i sine egne bekymringer. 

Når Jesus taler om hvile, tænker han hvile i sin helhed – både den daglige og den ugentlige. Og kilden til hvilen er Gud selv, og hvad han vil gøre for os. Sabbatten skulle være en festdag, en glædens dag, en oase i tiden for alle. Ikke en dag med ekstra byrder og bestemmelser for at gøre livet mere besværligt.

Jesus gjorde godt på sabbatten og havde et opgør med rabbinernes misforståede syn på både mennesket og hviledagen. Jesus kæmpede den kamp for at befri mennesker fra deres byrder og give dem hvilen og freden tilbage. Jesus tog et opgør med samtidens forståelse af sabbatsbuddet, og satte så at sige sabbatten fri.

Jesus var ikke i gang med at underminere den hviletid, man finder i Bibelen. Han viste i stedet, hvad den handlede om. ”Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27). 

Sabbatten er Guds gave til mennesket, så mennesket kan opleve den hvile, den frihed og den fred Gud oprindeligt havde tænkt, at mennesket skulle leve i.