Lasse Bech

At holde fri og at være fri

Sabbatten er i Bibelen knyttet til frihedsbegrebet. Her står, at Gud ”helligede” og ”velsignede” denne særlige syvende dag. ’Helliget’ betyder, at dagen er sat fri til at tjene et formål. ’Velsignet’ betyder, at dagen er fyldt med mening. 

Nu er jorden ikke længere ”øde og tom” som i begyndelsen, men nu er jorden fyldt op og fuldendt som Guds gode skaberværk, fyldt med mening. Livet, som Gud skabte det, er derfor fyldt med hvile, frihed og mening.

Frihedens diametrale modsætning

Da Moses fik de ti bud på Sinaibjerget, skete det i forlængelse af befrielsen fra slaveriet i Egypten. Slaveri i sig selv er frihedens diametrale modsætning, men hele Faraos imperium repræsenterede alt andet end frihed. I Egypten var hebræerne som folk blevet reduceret til arbejdskraft, og deres værdi blev gjort op i ydeevne. Det enkelte individs værdi var uden betydning for Farao. Det var bundlinjen, der betød noget. Det gjaldt om at regulere denne etniske gruppes nytteværdi som helhed, så produktiviteten blev maksimeret, uden at deres potentiale for politisk indflydelse blev en trussel.

Reguleringen foregik i første omgang ved at øge arbejdspresset uden nogen hensyntagen til arbejdsmiljø, nedslidning eller den enkeltes evne til at opfylde akkorden.

Bag dette system lå et menneskesyn, der på alle måder strider mod det, vi finder i skabelsesberetningen, hvor menneskets værdi er defineret af at være ”skabt i Guds billede”. Dette var Farao ligeglad med – han havde hverken respekt for slaverne som individer eller for deres Gud, hvis billede de bar. Derfor valgte han, da de blev så talrige, at de blev en sikkerhedsrisiko for ham, blot at lade dem arbejde sig til døde, så han kunne holde befolkningstallet nede på et håndterbart niveau (se 2 Mos 1). 

Rendyrket tvang

Da Faraos indsats ikke var nok, fik hans menneskesyn det mest grusomme udtryk, man kan tænke sig, nemlig systematiske mord på drengebørnene. En sådan handling udelukkede enhver mulighed for undersåtter, der frivilligt adlød og tjente deres politiske ledere. Nu var der kun den rendyrkede tvang tilbage, hvis man skulle regere over dem. Denne beretning i Anden Mosebog 1 udstiller imperialismen som den måske største modpol til individuel frihed, man kan forestille sig.

Friheden og de ti bud (2 Mos 20,1-17)

Under Faraos herredømme var der ingen frihed og ingen hvile. Farao, der selv blev betragtet som en Gud, var sammen med Egyptens øvrige guder, repræsentanter for systematisk undertrykkelse. 

Da hebræerne fik de ti bud på Sinai, var det en uafhængighedserklæring og et frihedsmanifest, de modtog. Under Guds herredømme var de nu blevet sat fri, så de kunne opleve både at holde fri og at hvile sig. Derfor skal vi nok primært forstå de ti bud som udtryk for frihed. Men der er tale om en frihed, der forpligter. På Sinai fik hebræerne at vide, at nu var de frie for alle disse guder og deres billeder og den medfølgende undertrykkelse. ”Du må ikke have andre guder end mig”, lød det første bud. Ikke et begrænsende bud – men et frihedsbud. Gud havde sagt til Farao: ”Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå.” (2 Mos 4,22.23). 

Det var, så at sige let nok for Gud at få Israel ud af Egypten – men Egypten skulle også ud af Israel. Som det sidste af de ti bud fik hebræerne at vide, at de ikke måtte begære. Begæret er den grundliggende drivkraft, der driver mennesket frem, men som kan tage magten over mennesket og dermed frarøve det friheden. Begæret er ønsket om at besidde både ting og mennesker. Dette begær er umætteligt og vil altid kræve mere, og det er præcis den tankegang, der kendetegnede Faraos imperium.

Med begæret bliver tilværelsens formål at konsumere og producere mest muligt – helst for selv at besidde mere. Dette begær er i modstrid med den hvile, mening og frihed, Gud havde skabt mennesket til at leve med og i.

Sabbattens forvrængning fjernede friheden

Vi kan fordreje de fleste gode ting så meget, at de bliver deres egen karikatur eller modsætning. Ethvert symbol, der mister sin originale betydning, kan enten blive betydningsløst eller få tillagt nye betydninger. I værste fald får det den modsatte betydning end den oprindelige. 

Sabbatten var på Jesu tid blevet til et redskab for de religiøse ledere til at holde folket i en lovtrældom. Dagens oprindelige betydning som symbol på friheden var blevet glemt. Dagens velsignede hellighed var blevet erstattet af en hellighedsforståelse, hvor det ikke gjaldt om at hvile i den værdi, en kærlig og faderlig Gud havde givet en. Derimod handlede det om at præstere ved at overholde forbud. Nu var det ikke længere Farao, der krævede produktivitet i form af arbejdskraft. Farisæernes Gud var en herre, der krævede religiøs produktivitet i form af renhed og lydighed.

I dette system blev der krævet en meget streng retfærdighed, som slet ingen retfærdighed var.

Borte var friheden, meningen og hvilen.

Jesus reformerede sabbatten

Jesus gik i direkte konfrontation med forfalskningen af sabbatten ved at udfordre farisæernes praksis (se Matt 12,1-14; Joh 5,1-18; Joh 9,1-17). Jesus forkyndte et frihedens evangelium, der skulle frigøre mennesker. Han overtrådte bevidst farisæernes forståelse af sabbat ved at sætte mennesker i frihed fra sygdomme på sabbatten, men han overtrådte aldrig sin faders frihedssabbat. Dermed bragte Jesus sabbattens oprindelige symbolik tilbage. Han reformerede sabbatten fra det, den farisæiske tradition havde gjort den til, så den fik genoprettet sin mening. Jesus fyldte dermed sabbatten med mere mening ved at vise, hvordan sabbatshvilen symboliserer hvilen og friheden i frelsen.

Kirken som sit eget modbillede

Senere i kirkens historie blev helligdagen igen et symbol på det modsatte af, hvad den oprindelige sabbat stod for. Kirken udviklede sig til at blive sit eget modbillede.

Lavpunktet var, da kirken og imperiet blev forenet – noget, der i sig selv strider mod Jesu budskab. Kejser Konstantin indførte en ugentlig hviledag på Solens dag, søndagen – mens Kejser Theodosius indførte kristendommen som statsreligionen – og hviledagen blev efterhånden gennemtrumfet ved tvang, på den første dag i ugen. Hvilken selvmodsigelse: Frihedsdag under tvang. Guds symbol på frihed var blevet et af imperiets magtsymboler.

Fra fangenskab til frihed og frelse

Det kristne evangelium forkynder frihed med formål og hvile med mening. Frelsen i Jesus Kristus er at være frigjort fra syndens konsekvenser. I Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, ser vi billedet af frelsens og frihedens opgør med den systematiske religiøse undertrykkelse. Ligesom Farao i Egypten er dyret i Åb 13 repræsenteret ved symboler, der står i kontrast til Lammet, Jesus, og hans efterfølgere. I en verden, hvor de højeste værdier handler om at øge sine besiddelser, og hvor begæret efter mere er den største drivkraft, vil ”Dyret” med den imperialistiske tankegang tvinge mennesker til at give køb på friheden.

Ingen kan ”købe og sælge” uden at tage Dyrets mærke på hånden eller panden
(Åb 13,16-17). Dyret er tilmed klar til at bruge døden, det ultimative magtsymbol på frarøvelse af frihed. 

Men for de trofaste efterfølgere af Lammet er der større værdier end at kunne handle – ikke mindst, at de ”er købt fri” (Åb 14,1-5). Ikke engang truslen om døden er effektivt som undertrykkelsesmiddel. De trofaste er kendetegnet ved at holde fast i ”Guds bud og troen på Jesus” (Åb 12,17; 14,12), og deres budskab bærer i sin ordlyd en stærk hentydning til sabbatsbuddet, når de forkynder: ”Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder” (Åb 14,7; jf. 2 Mos 20,11)

Temaet i Johannes’ Åbenbaring er spækket med ekkoer fra udfrielsen af Egypten, og jordens sidste drama handler om, hvordan Jesus leder sit folk fra fangenskab og slaveri til frihed og frelse.